Nyheder
Jobs


Coronakrisen presser flere af Salling Groups butikker


Foto: Dansk Supermarked Group
Fredag den 3 april 2020 kl. 10:22 - Kilde: Børsen

De store butikker i Salling Group har tabt op mod halvdelen af omsætningen under coronakrisen, lyder status fra Per Bank.

At være stor behøver ikke altid være en fordel.

I Salling Group har coronakrisen således skåret 50 procent af omsætningen i en række Føtex-butikker, mens tallet er 20 procent flere steder i Bilka-kæden. Det skriver Børsen.

- Der er sket et markant skifte i kundernes måde at handle på, siger Per Bank til avisen. Han er administrerende direktør i Salling Group.

- Vi taber meget på nogle varetyper og vokser lidt på fødevarer, men det ser ud til, at det kommer til at påvirke forretningen negativt, fortsætter han.

De små klarer sig bedst

Supermarkederne har ellers et langt bedre udgangspunkt end de fleste andre i detailhandlen. Folk skal stadig handle ind, selvom coronavirussen går på omgang i befolkningen.

Hvor de usædvanlige tider er hårde ved store varehuse som Føtex og Bilka, oplever de lokale supermarkeder fremgang. Det skriver Finans, som har talt med flere af landets dagligvarekoncerner.

- Det er en tydelig tendens, at Dagli’Brugsen klarer sig bedst målt på vækst i salget, mens vores største format Kvickly har den mindste fremgang, siger Jens Juul Nielsen til Finans. Han er informationsdirektør i Coop.

- Danskerne køber ind tættere på, hvor de bor, end før krisen, siger han.

LÆS OGSÅ: Forslag fra Salling Group forarger HK Handel


Link til artikel på Børsen

Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her