Nyheder
Jobs


Café og netsalg: Ambitiøs varehuskæde er klar med nye koncepter



Torsdag den 7 november 2019 kl. 10:23 af: Kristian Holgersen

Der er lagt op til markante ændringer, når en stor varehuskæde får rullet sine nye koncepter ud. 

Varehuskæden Biltema har flere nye satsninger på plakaten. De kommer til at blive tydelige for kunderne - både i de fysiske butikker og digitalt.

Som noget nyt får kunderne mulighed for at købe ind online. Der er dog ikke tale om en fuldblods netbutik, men et koncept med navnet Klik og Hent, hvor kunderne selv skal afhente deres ordrer i det lokale Biltema-varehus.

- Vi er rigtig glade for at kunne præsentere det her nye koncept, siger Daniel Berg i en pressemeddelelse. Han er CDO hos Biltema.

- Vi har lanceret det i fire udvalgte varehuse i Norden - ét i hvert land, hvor vi har varehuse - og vi har allerede gennemført de første 100 online ordrer. Vores mål er, at Køb og Hent-konceptet skal være tilgængeligt i alle vores varehuse ved udgangen af 2020, fortsætter han.

Når man køber og betaler varer på Biltema.dk, er langt de fleste varer pakket og klar til afhentning inden for to timer. I Danmark er Køb og Hent-konceptet lanceret i Biltema Esbjerg.

Kaffe og store varehuse

I skrivende stund har Biltema 12 danske varehuse, og endnu flere skulle være på vej. Over en årrække er det målet at nå op omkring de 25, har direktøren tidligere luftet ambitioner om.

De nye varehuse kommer til at være på cirka 7.500 m2 - omkring dobbelt størrelse i forhold til de nuværende, skriver Børsen.

- Vi skal ud og tage nogle markedsandele. Vi vil have flere af de her enorme hvide diamanter, som vi kalder vores varehuse. Det er en af de ting, som ejerfamilien har besluttet, siger Jacob Møller til avisen. Han er direktør for Biltema Danmark.

Samtidig skal alle fysiske varehuse - både nye og gamle - opgraderes med en café, hvor kunderne kan stille sulten og få en kop kaffe. Allerede nu er Biltema Café-konceptet kommet ud i seks danske varehuse.

I hele Norden har Biltema over 140 varehuse.

LÆS OGSÅ: Nordisk milliardkæde åbner dansk flagskib




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her