Nyheder
Jobs


Butikskæde køber sig ind i oplevelsesportal: - En genial samarbejdspartner


Foto: Rasmus Baaner
Tirsdag den 12 januar 2021 kl. 10:48 af: Kristian Holgersen

Direktøren for butikskæde med otte Gazelle-priser i rygsækken har store forventninger til den seneste investering.

Friluftskæden Eventyrsport, som blandt andet driver 13 fysiske butikker, har netop købt sig ind i selskabet Outdoor365 ApS.

Siden 2015 har holdet bag Outdoor365 stået bag landets største friluftsfestival - Outdoorfestivalen i Ry - og sidste år startede selskabet en portal på nettet, hvor brugerne kan få et overblik over aktiviteter udendørs.

Ifølge direktøren for Eventyrsport, Lars Sejer Sørensen, er der masser af fordele at hente gennem det nye samarbejde.

- Der er så megen synergi mellem Outdoor365, Outdoorfestivalen og os, så det har været let at finde ud af, hvor vi styrker hinanden, siger han.

- Både Outdoor365 og Outdoorfestivalen er dygtige til at vise de outdoor-oplevelser, som vi klæder folk på til. Og vi tror på, at folkene bag Outdoor365, med deres mange års erfaring i outdoorbranchen, står for et solidt makkerskab, siger Lars Sejer Sørensen.

Tidligere er Eventyrsport blevet udpeget som en gazellevirksomhed otte gange af dagbladet Børsen

En genial samarbejdspartner

Med Eventyrsport ombord bliver Outdoor365 gratis for de aktører og instruktører, som gerne vil markedsføre sig gennem portalen.

- Eventyrsport er en genial samarbejdsparter. Vi får en økonomisk saltvandsindsprøjtning, der gør det muligt at udvikle gæstens mulighed for at finde de gode outdoor-oplevelser, siger Isabel Morgenstern, der er direktør i Outdoor365 ApS.

- Personligt har jeg manglet et overblik over oplevelser udenfor, og det glæder mig, at vi er i fuld gang med at skabe det. Vi styrker uden tvivl også Outdoorfestivalens position som Danmarks største, siger hun.

LÆS OGSÅ: Eventyrsport fusionerer med kæde af løbebutikker




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her