Nyheder
Jobs


Analyse: Lukkede grænser styrkede salget i danske butikker


Foto: detailfolk.dk
Onsdag den 13 januar 2021 kl. 06:00 af: Redaktionen

I foråret måtte forbrugerne undvære grænsehandlen. Det fik salget til at stige markant i danske butikker, viser analyse fra Dansk Erhverv.

Danske butikker havde ekstra gang i salget af øl, sodavand og spiritus, da grænsen til Tyskland var lukket ned i fra midten af marts til midten af juni sidste år.

Omsætningen af de såkaldte nydelsesmidler bliver i en analyse fra Dansk Erhverv anslået til at være steget med 10-16 procent i perioden. På et helt år vil det svare til en meromsætning på 3,5 - 5,8 milliarder kroner.

- Analysen er interessant fordi vi med grænselukningen for første gang ser, hvor mange penge danskerne bruger i danske butikker, når de ikke kan køre over grænsen, siger Lotte Engbæk Larsen. Hun er markedschef i Dansk Erhverv.

- Tidligere har omfanget af grænsehandlen været baseret på skøn fra Skatteministeriet. Og det er flere milliarder i omsætningsstigning der er er tale om. For første gang har vi fået reelle tal på omfanget af grænsehandlen, siger Lotte Engbæk Larsen, markedschef i Dansk Erhverv.

Dansk Erhvervs analyse er baseret på omsætningsdata fra en række danske virksomheder inden for dagligvarehandel og convenience, som tilsammen dækker størstedelen af markedet.

LÆS OGSÅ: Fleggaard køber sjællandsk netbutik

 




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her