Nyheder
Jobs


Se listen: Disse netbutikker er mest populære i Danmark


Foto: detailfolk.dk
Torsdag den 15 september 2016 kl. 11:10 af: Lise Møller Schilder

Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH, har igen i år lavet en opgørelse over danskernes favoritter, når der skal handles på nettet.

Selvom der kommer flere og flere danske netbutikker, er det stadig de udenlandske sider, der tiltrækker flest danskere. Det viser en ny undersøgelse, som Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH, står bag. 

- Det ærgrer mig, at de tre mest populære netbutikker igen i år er de udenlandske giganter Zalando, eBay og Amazon, men det er ikke overraskende, når vi ved, at en tredjedel (31 procent) af forbruget forsvinder til udlandet, siger administrerende direktør i FDIH, Niels Ralund, i en pressemeddelelse.

FDIH’s analyse af første halvår af 2016 viser, at de danske forbrugere i de første seks måneder af 2016 handlede for 50,4 milliarder kroner på nettet. Undersøgelsen viser også, at de 20 mest populære butikker står for næsten en fjerdedel af alle handler.

Brexit har konsekvenser

Når kunderne handler på nettet, gør det ikke den store forskel, hvilket land butikken ligger i, så længe prisen er lav. Det er især blevet tydeligt, efter det engelske pund begyndte sin nedtur i forbindelse med Brexit, vurderer FDIH.

- I de seneste 12 måneder op til Brexit lagde danske forbrugere 4,6 procent af omsætningen i Storbritannien. I de to efterfølgende måneder steg det til 5,6 procent. Det viser, hvor meget forbrugerne fokuserer på prisen, siger Niels Ralund.

Top tre på listen over de 20 mest populære netbutikker har ikke ændret sig fra 2015, men på resten af listen sker der udsving. Således hopper nemlig.com hele 10 pladser frem. Den digitale dagligvaregigant lander på en sjetteplads og placerer sig to pladser efter Saxo.com, som er bedst placerede danske virksomhed på en fjerdeplads.

Se listen her:

1) Zalando 2,82 procent

2) Ebay 1,97 procent

3) Amazon 1,85 procent

4) Saxo 1,63 procent

5) Elgiganten 1,32 procent

6) Nemlig 1,32 procent

7) Cdon 1,23 procent

8) Bilka 1,22 procent

9) Coop 1,19 procent

10) DSB 1,10 procent

11) H&M 1,03 procent

12) Wupti 0,82 procent

13) Boozt 0,77 procent

14) Sweatdeal 0,71 procent

15) Justeat 0,71 procent

16) SAS 0,69 procent

17) Billetnet 0,69 procent

18) Proshop 0,67 procent

19) Danske spil 0,66 procent

20) Hotels.com 0,62 procent

LÆS OGSÅ: FDIH: Her er netbutikkernes største fjende




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her